Når jeg fylder 50 år, bliver det sværere at få job. Eller hvad?

Skrevet d.
Jobsøgning

Amalie Brix

Skribent

Der kan være mange årsager til, at et nyt job søges, når mængden af fødselsdage har passeret de 50. Det kan være frivilligt, og det kan være påtvunget. Ikke desto mindre kan der være mange skrupler og overvejelser forbundet med at søge nyt job, når man ikke er ung og nyuddannet længere.

At være ydmyg i sin jobsøgning kan være en god ting, men det er essentielt, at man selv tror på, at man kan score lige præcis det job, man drømmer om.

For ifølge Danmarks Statistik kan man sagtens få det job, også når man har rundet dette hjørne. Jævnfør denne statistik er ledigheden, for personer for over 50 år ikke højere, end hos de resterende aldersgrupper.

Men hvorfor får man så tudet ørene fulde med, at det er sværere at få job, når man bliver ældre? Det er svært at sige, der er med garanti eksempler på mennesker over 50 år, der har oplevet problemer med at få et nyt job. Men statistikken taler i mod, at det skyldes alder.

Ikke desto mindre, kan det stadig være svært at søge og få et nyt job i takt med, at der kommer flere fødselsdagslys på kagen. Konsulenthus Ballisager har foretaget en undersøgelse baseret på svar fra 927 private og offentlige virksomheder, der svarer på, hvorvidt de ser udfordringer ved at ansætte medarbejdere over 55 år. Hertil svarer mere end halvdelen, at de ikke ser udfordringen. Det betyder dog også, at lige under halvdelen ser udfordringer.

Men fortvivl ej. Med den rette forberedelse (og guide) skal du nok sikre dig det job, som du drømmer om. Uanset alder. Læs med her, når vi guider dig igennem.

1. Hvad er din motivation?

Det er vigtigt at referere til erfaring, og hvad du kan bidrage med qua din erfaring! Men det er lige så vigtigt at fokusere på din motivation for at lande dit drømmeseniorjob. Derfor skal dit CV selvfølgelig indeholde din erhvervserfaring og andre kompetencer. Derimod skal størstedelen af fokus i ansøgning vedrøre din motivation for netop det pågældende job – det er enormt vigtigt. Hvad driver dig, hvorfor er du interesseret, og hvorfor er dine kompetencer bedre end din nabos i konteksten? Vis din kommende arbejdsgiver, at gnist ikke afhænger af alder, men at det derimod handler om drive og motivation. Du kan gøre en forskel for dem, men det ved de kun, hvis du fortæller dem det.

2. Er du klar til at ændre kurs?

Hvis du er frisk på nye opgaver, så fortæl det. Der kan være generationer til forskel mellem dig og dine potentielle konkurrenter. Hver generation har sine kendetegn, men disse generaliseringer gør sig ikke altid gældende. Bevis det! Slå myter og generaliseringer ihjel. Fortæl historien om en ildsjæl, der brænder for et job, som har relevant erfaring at bidrage med og som samtidig er klar til at videreudvikles.

3. Har du tænkt dig at være på arbejdsmarkedet 15 år endnu?

Nye generationer er jobshoppere. De skifter i højere grad fra ét job til et andet. Noget der blot er med til at øge dine muligheder for at komme i job – faktisk roteres 800.000 jobs hvert år. Det ændrer også adfærden blandt arbejdsgivere, hvorfor disse er bevidste om, at medarbejdere i højere grad skifter jobs, så derfor burde din alder ikke betyde noget. Man kan endda argumentere for, at du, på baggrund af den tid du er født ind i, kan og vil sidde i samme stilling end dine unge konkurrenter. Faktisk viser en undersøgelse foretaget af organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling (OECF), at Danmark er et af de lande, hvor der skiftes job oftest. I gennemsnit er vi på samme arbejdsplads i 7,5 år. Derfor bør alder altså ikke betyde noget! Fortæl derfor hvor længe du regner med at være på arbejdsmarkedet.

4. Er du digital med de digitale?

Der findes digitalt indfødte, og så findes der dem, der ikke er. Så potentielle arbejdsgivere kan fristes til at tænke: ”Nå, han er over 50 år – han kan sikkert ikke finde ud af det der IT”. Det kan være svært at konkurrere med disse digitalt indfødte, men du er født i en tid, hvor du både kender til verden med og uden IT. Det giver dig en bredere vifte af kompetencer, som du bør blære dig med. Derudover er det vigtigt at bevise, at du evner at begå dig digitalt, og at du evner at begå dig kompetent digitalt. Uovertruffen IT-kyndighed er selvfølgelig kun nødvendighed ved jobs, hvor IT er en afgørende faktor. Ikke desto mindre lever vi i en tid, hvor det meste er digitalt. Og det der ikke allerede er digitalt, er ved at blive det. Alt fra løn til vagtplan og kalender, hvorfor det er vigtigt ikke blot at fortælle, men også demonstrere, at du besidder IT-kundskaber og teknisk og digitalt snilde, der gør, at du kan begå dig på lige fod med digitalt indfødte i en moderne virksomhed.