Sådan skriver du en jobansøgning som butiksassistent

Skrevet d.
Blog
Eksempler

Amalie Brix

Skribent

Guide: Sådan sikrer du dig drømmejobbet som butiks- eller salgsassistent

Spørgsmålet til én million. Hvordan skriver du den jobansøgning, der sikrer dig dit drømmejob som butiksassistent eller salgsassistent? Du har skrevet utallige udkast, måske endda fået flere afslag, selvom du synes, at din ansøgning til den pågældende butik sidder lige i skabet. Derfor er du endt her. Din flid har ikke bragt dig stillingen i din drømmebutik. Men du er havnet det rette sted, hvis du vil have, at din ansøgning som butiksassistent får det ekstra krydderi, der bringer dig foran i rekrutteringskøen.

Indholdsfortegnelse:

  1. Hvordan skriver jeg en ansøgnings som butiks- og salgsassistent? 🔥
  2. Vil du gerne have stillingen som butiksassistent? Så demonstrer det! 🎯
  3. Eksempel på ansøgning som butiks- eller salgsassistent: 🗝️

Som med alle andre ansøgninger er der ikke noget facit på, hvad hver enkelt rekrutteringsmedarbejder helt specifikt vælger på baggrund af. Du kan skrive alletiders bedste ansøgning uden, at du får dit drømmejob som butiksassistent eller salgsassistent. Nogle gange kan det være svært at konkurrere med mange års anciennitet.

Men lad det endelig ikke slå dig ud. Et godt førstehåndsindtryk er altafgørende. Og din ansøgning er som udgangspunkt det første indtryk rekrutteringsmedarbejderen får af dig – medmindre du har ringet angående det pågældende job eller gjort figur af dig i butikken eller virksomheden.

Netop det altafgørende første(skrift)håndsindtryk kan vi hjælpe dig på vej med. Så sæt dig endelig

godt til rette når vi guider på sporet ad din drømmestilling som butiks- eller salgsassistent.

Hvordan skriver jeg en ansøgnings som butiks- og salgsassistent?

Opskriften på at skrive en ansøgning i denne kontekst er som med alle andre typer ansøgninger:

Gør først og fremmest dit forarbejde.

Inden du går i gang med at formulere den vindertekst, der skal sikre dig jobbet som butiks- eller

salgsassistent, er det fundamentalt, at du har gjort dit forarbejde. Stil dig selv følgende spørgsmål

og se, om du kan integrere det i din ansøgning:

  • Hvad er virksomhedens historie?
  • Hvor er virksomhedens værdier og mission?
  • Hvilke egenskaber søger virksomheden hos sine medarbejdere?

Du kan få besvaret ovenstående spørgsmål ved at nærlæse virksomhedens hjemmeside, det pågældende stillingsopslag, eller som noget helt tredje kan du være frisk og kontakte den pågældende butik enten per telefon eller ved at møde op fysisk. Dermed kan du få afklaret, hvad de ønsker af den kommende medarbejder i rollen som deres butiks- eller salgsassistent.

Vil du gerne have stillingen som butiksassistent? Så demonstrer det!

Hvad er din motivation for at søge jobbet i den pågældende butik? Sæt gerne i ansøgningens indledende fase på, hvad der tiltaler dig ved butikken i din ansøgning som salgs- eller butiksassistent. Brug derfor gerne butiksansøgnings indledende fase på at beskrive, hvad du finder interessant ved jobbet som salgsassistent og butiksassistent, samt hvad du finder interessant ved virksomhed/butikken overordnet set.

Du kan med fordel inkorporere følgende i salgs- eller butiksansøgningen:

Hvorfor er du interesseret i jobbet? Altså hvad er selve motivationen for, at du søger jobbet?

Dermed kan du benytte ansøgningens første ord på at skrive dig ind i hjertet hos rekrutteringsmedarbejderen. Derfor er det også fundamentalt, at du skriver ting, du kan stå mål for, og som ikke blot er ros, du ikke synes, at butikken eller virksomheden efterlever.

Ansøgningens krop

Når du har sat indledningens sidste punktum, kan du bevæge dig videre mod formuleringen af ansøgningens resterende tekstuelle del.

Din butiksassistent- eller salgsassistent ansøgning skal demonstrere dine kompetencer. Det er vigtigt, at du kan demonstrere, at du vil jobbet som butiks- eller salgsassistent, men det er om muligt endnu mere vigtigt, at du demonstrerer, hvordan du løser rollen som butiksassistent.

I ansøgningens mest teksttunge del skal du sælge og formidle dine kompetencer på skrift. At sælge er i denne kontekst en disciplin, du bør mestre, da jobbet som både butiks- og salgsassistent er centreret om at skabe værdiskabende salg. Du kan derfor ved dette afsnit virkelig demonstrere, om end det er skriftligt, hvordan du via din retorik og formidling kan gøre en forskel for den pågældende butik eller virksomhed.

Du kan med fordel inkorporere følgende punkter i denne del af ansøgningen:

  • Hvordan kan du gøre en forskel for butikken/virksomheden?
  • Hvilke personlige, faglige og sociale kompetencer gør dig særligt relevant for stillingen?
  • Hvilke resultater har du tidligere opnået?
  • Hvor kan du føre butikken/virksomheden hen resultatmæssigt?
  • Afrunding: Call to action. En enkelt A4-side. Du er så meget mere end det. Ansøgningen er blot en teaser og en opsummering af din kunnen. Appeller til at du med glæde vil uddybe på alt det, du har fortalt om, i en personlig samtale.

Overskrift: Fang din læsers interesse

Overskriften. Blikfanget. Denne del det første rekrutteringsmedarbejderen og butikken læser. Du har dermed ganske få ord til at fange læserens umiddelbare interesse. Disse få ord skal gerne være finurlige, så læseren for lyst til at læse videre og dermed lære dig endnu bedre at kende. Når du skriver en ansøgning til butik, kan du dermed forsøge at lege lidt med sproget i indledningen. Måske det er en modebutik, hvor du med overskriften kan appellere til netop det spektrum.

Undgå standardiserede overskrifter såsom: ’Ansøgning til stillingen som xx’. Det er uoriginalt og uopfindsomt. Du kan med fordel skrive en overskrift inden, at du går i gang med at skrive ansøgningens hoveddel, og så kan du tilrette den, så den matcher indholdet afslutningsvis.

Layout:

Som butiks- eller salgsassistent er grafiske evner ikke den primære egenskab, du skal besidde. Ikke desto mindre er det en god idé at demonstrere lidt grafisk kunnen. Det vidner om engagement og ærgerrighed. I en fortsat foranderlig digital verden kan du løbe ind i stillinger i butikker, som har et ønske om, at man som medarbejder kan bidrage til skabelsen af content til sociale medier.

Desuden er et overskueligt layout letspiseligt for modtageren. Når en rekrutteringsmedarbejder gennemlæser hundredevis af ansøgninger, er der få minutter til hver enkelt, hvorfor din ansøgning skal være indbydende og letlæselig.

Uopfordret ansøgning

Det er ikke sikkert, at du kan finde en stilling som butiks- eller salgsassistent på stående fod. Måske du har fået øje på en butik eller et sted, som du bare drømmer om at være en del af, men som ikke søger en butiks- eller salgsassistent lige på dette givne tidspunkt. Men fortvivl ej.

Benyt dig af alle ovenstående råd og udform da en ansøgning, hvor du beskriver dig selv i rollen som en, de ikke kan leve uden, uden at de selv ved det.

Rekrutteringsmedarbejdere gemmer ansøgninger, og så har du med din ærgerrighed og vilje gjort opmærksom på dig selv som deres kommende medarbejder, når de på ny skal ansætte.

I den kontekst – og helt generelt – er det vigtigt at undgå standardiserede ansøgninger. Målret din ansøgning mod den specifikke butik eller virksomhed. På den måde kan du med tekst male et billede af dig som en del af deres team.

Som en fisk på land

Sådan kan det godt føles at skulle kreere den træfsikre ansøgning som butiks-, salgsassistent eller noget helt tredje. Det er der heldigvis råd for. Ud over de råd som vi gladeligt deler ud af, så tilbyder vi også praktisk hjælp i forbindelse med udformningen af din ansøgning til butik. Og det er vi faktisk ret gode til. Hele 84 % af vores brugere kommer til jobsamtale inden for 30 dage. Vi tilbyder skræddersyet hjælp med ansøgning fra vores professionelle skribenter, og så tilbyder vi online hjælp via vores chatfunktion året rundt!

Eksempel på ansøgning som butiks- eller salgsassistent:

Det handler ikke kun om at generere salg, men om at skabe vedvarende relationer

Om end det lyder simpelt, er det et citat jeg arbejder for at efterleve

Det er med stor interesse og respekt, at jeg ønsker at være et led i jeres blomstrende virksomhed. Det er en drivkraft for mig at arbejde i en virksomhed, der kontinuerligt ønsker at optimere, og hvis æstetiske sans samt klare brandidentitet i høj grad appellerer til mig.

Udover æstetik er det visuelle udtryk, livsstil og farvesammensætninger ting, jeg i særdeleshed brænder for, hvorfor mit arbejdsliv gennem de seneste år har været gennemsyret af disse.

Gennem mode og livsstilsprodukter taler vi hver især vores helt eget sprog og herigennem, afspejler vores identitet sig. Af livsstilsprodukter, mode og hvordan disse udtrykkes og kombineres, inspireres vi og inspirer, hvilket er en af hovedårsagerne til, at jeg har befærdet mig i denne branche gennem en lang årrække.

Med undertegnede i rollen som sælger får I en medarbejder med et stærkt fagligt fundament med henblik på salg, strategi, selvstændighed samt forståelsen af vigtigheden i relationspleje- og skabelse.

Jeg gennem de seneste mange år arbejdet med salg, hvorfor jeg har en stærk forretningsforståelse samt en stærk forståelse for, hvilke mekanismer der er nøglen til at skabe salgsfremmende tiltag.

Jeg sælger og skaber relationer med hjertet, hvilket i mine øjne er afgørende som sælger. I mine øjne handler det om at skabe dialog, så kunden har lyst til at handle med dig og derefter skabe en relation, så kunden er nødt til at handle med dig.

Disse værdier har afspejlet sig i mine tidligere stillinger, hvor netop salg og udvikling samt vedligeholdelse af netværk har været kerneværdier.

Jeg motiveres af resultater, og i denne branche er der en uomtvistelig sammenhæng mellem kunder og resultater, hvorfor jeg konstant bestræber mig efter at yde den bedste kundeservice. Kundeservice, der hører under mine yndlingsdiscipliner, hvilket jeg lagde grobunden for i min tid som både salgsassistent og senere visual merchandiser.

Denne kompetence byggede jeg videre på, da jeg senere hen agerede selvstændig og senest kørende sælger. Som selvstændig er netværk essentielt, hvilket afspejlede sig i min arbejdsgang, hvor jeg tilegnede mig kompetencerne til at opbygge et netværk.

Ydermere har jeg i disse stillinger haft et selvsagt stort ansvar, hvilket kommer til udtryk i min evne til at tage beslutninger og agere på egen hånd.

Mine tidligere stillingers virksomhed har haft et tydelige brandimage, hvilket jeg er med til at vise udadtil. Jeg sætter en ære i at frembringe dét klare udtryk, som xx har, hvilket jeg tidligere har oplevet stor succes med.

Man skal kunne sælge sig selv for at være en god sælger, derfor ønsker jeg muligheden for at sælge mig selv i en uddybende samtale. Jeg glæder mig til at høre fra jer.

Med venlig hilsen,

xx